Stellenrust Chardonnay Stellenbosch 2022
Stellenrust Chardonnay Stellenbosch 2022
Stellenrust blev grundlagt i 1928 og har siden været blandt de mest anerkendte producenter i Stellenbosch. Ejendommen råder over omkring 400 hektar jord, hvoraf cirka 200 hektar er beplantet med vinstokke. Halvdelen af vinmarkerne ligger i det såkaldte Golden Triangle i Stellenbosch, et område internationalt kendt for nogle af Sydafrikas bedste jorde til dyrkning af rødvinsdruer. Den anden halvdel ligger højt i Bottelary Hills, hvor et køligere klima og havbriser fra Cape Town bidrager til vine med både friskhed og kompleksitet.
Stellenrust er i dag en af Sydafrikas største familieejede vingårde. Generationers erfaring og håndværk afspejles i husets motto: “Where excellence meets winemaking”. I 2005 gav familien deres 70 fastansatte medarbejdere aktiemajoritet i mere end 100 hektar af ejendommen som anerkendelse af deres indsats.
Druerne til denne vin kommer fra omkring 20 år gamle vinstokke på husets Bottelary-ejendom.
I duften finder man koncentrerede noter af appelsin, fersken og modne sommerfrugter. Smagen er fyldig og saftig med en lang, tør afslutning præget af nektarin og mandel.
Vinen egner sig godt som aperitif eller til lette retter som fisk, grillede grøntsager, thailandsk inspirerede retter eller lagret cheddar serveret på ristet brød.
