Valter Mattoni
Vinproducenten Valter Mattoni har været udråbt som en af de mest interessante overraskelser i nyere italiensk vinhistorie. Hans vine er lige så originale og karismatiske, som han selv er, og emmer af passion, gå på mod, dybde og personlighed.
'Min bedstefader Nazzareno var lige fra han var barn meget omhyggelig med ikke at sluge én eneste dråbe vand, når han vaskede sit ansigt. Det eneste flydende han nogensinde slugte var vin, kun vin'! fortæller Valter Mattoni tit, når han bliver spurgt, hvorfor en kunstner som han selv endte med at blive vinproducent.
Men Valter Mattoni har vin i blodet og vin i slægtshistorien, og ønskede lige fra ungdommen ikke at bryde med familiens traditioner for vinbrug. Så han glædede sig til at overtage vingården og sætte sit eget personlige præg på vinene. Og det har han haft succes med. Valter Mattoni er kendt for sine dybt personlige, ekspressive og interessante naturvine, fremstillet på en blanding af professionalisme og spontanitet.
Valter Mattoni fremstiller vin efter devicen, lidt men godt, og produktionen ligger på ca. 5000 flasker om året, lavet på de to dominerende lokale druer Trebbiano og Montepulciano. Druerne vokser på 40 år gamle vinstokke i det kuperede landskab omkring byen Castorano. Efter sigende skulle det være noget af Marche-regionens bedste jorde med 300 meter høje bakker, ler i terrænet - og en frisk brise fra havet. Det eneste minus, som man plejer at sige om hans vine, er at de desværre ikke slukker tørsten. For man får altid lyst til et glas til...
2 produkter