Combier-Fischer-Gerin

Jean-Michel Gerin (Côte Rôtie), Peter Fischer (Côteaux d’Aix-en-Provence) - og Laurent Combier regnes blandt Rhônes absolutte topproducenter. Og ved siden af deres franske domainer har de sammen købt yderligere 13,5 hektar vinmarker i Spanien.
Området hedder Priorat og ligger sydvest for Barcelona, i hjertet af Catalonien. Priorat var i middelalderen et kendt vindyrkningsområde og har de seneste år oplevet en gevaldig renæssance med stigende efterspørgsel på vinene fra dette ret specielle område. Det er især præget af en bjergkam indenfor hvilken, trange dale og stejle skråninger dominerer. Klimaet er meget varmt og jorden til dels bestående af skifergrus. Druerne der dyrkes er først og fremmest Garnacha og Cariñena og ellers Syrah, Merlot og Cabernet Sauvignon. Høstudbyttet pr. hektar er dog ofte ekstremt lavt, bl. a. fordi vinstokkenes rødder, i deres søgen efter vand, må dybt ned i jorden.
Resultatet er vine af meget høj kvalitet. Og især mange af de røde vine fra Priorat har gjort sig bemærket med en usædvanlig intensitet, kraft og elegance, der har sikret dem en plads i toppen indenfor eksklusive og eftertragtede vine - noget, der også afspejler sig i priserne.
     
Det gælder også Trio Infernal-serien, som heller ikke hører til i den billige prisklasse. Til gengæld er vinene en fremragende opvisning i spansk/prioratorisk kraftfuldhed tilsat fransk/Rhônesk finesse, medbragt af det franske trekløver Gerin, Fischer og Combier, der i Spanien har fået tilnavnet "Tres Infernales". Et navn, de i øvrigt har givet videre til deres vine, som er blevet døbt Trio Infernal 1/3, Trio Infernal 2/3 etc.