Hvor bæredygtig er din vin?Hvad betyder HVE?

Oprettet d.

Hvor bæredygtig er din vin?Hvad betyder HVE?

Mennesker har drukket vin i årtusinder. Og mens druerne er nogenlunde de samme typer, så har vinenes certificering ændret sig i tidens løb, og idag kan man, udover de konventionelle vine, både få Fairtrade vine, økologiske vine, biodynamiske vine samt de ganske vist ucertificerede naturvine - og nu altså også HVE vine.

HVE er en fransk betegnelse som står for "Haute Valeur Environnementale", hvilket betyder vine med "høj miljømæssig værdi", det vil sige bæredygtige vine. I Frankrig er det landbrugsministeriet som står bag certificeringen. Meningen med HVE er, at det skal opfordre bønder, herunder vinbønder, til at sætte fokus på øget biodiversitet og samtidig reducere brugen af pesticider og vand-ressourcer.

Mange har ofte en forestilling om, at vin er et natur produkt, hvor der ikke anvendes så intense midler som i det øvrige landbrug. Men Frankrig er blandt de lande, hvor også vinbønder tidligere har brugt kemiske midler og tilsætningsstoffer i en grad, så det har skadet miljøet og biodiversiteten. Så for bl.a. at få bier, fugle og insekter tilbage i naturen, også omkring vinmarkerne, og få genoprettet et bæredygtigt økosystem, er fokus i disse år på at gøre vinene mere "grønne".

Målet er at 50% af Frankrigs vinbønder i 2025 er certificeret HVE og dermed har reduceret deres forbrug af sprøjtemidler og kemiske produkter med mindst 50%. Samme tendens viser sig i bl.a. Californien i USA og i New Zealand, hvor man taler om "Sustainable Wines".